Sidst opdateret 20-02-2008 20:58 :: Vejviser :: Forklaringer :: Søgning
P—Albumin Stofkoncentration (eller massekoncentration) Kategorier: Lever- og galdevejssygdom; Tarmsygdomme; Nyresygdomme og forstyrrelser i vand- og elektrolytstofskiftet; Fejlernæring; Levertal; Plasmaproteiner; Væsketal; Fasereaktanter
Indikationer Analysen anvendes hyppigt som led i en almen udredning (’rutineblodprøver’), og bør altid bruges ved udredning af årsager til ødemer og ved forstyrrelser i vand- og elektrolytstofskiftet, ved mistanke om nyresygdom, akut eller kronisk leversygdom (cirrose), tarmsygdomme og fejlernæring. Analysen har også en vigtig betydning ved monitorering af patienter med sådanne sygdomme, og ved monitorering af alle patienter i intensiv behandling. Beskrivelse Albumin syntetiseres i leveren og lægger beslag på 15 – 20 % af leverens proteinsyntesekapacitet. Produktionen er normalt 0,15 til 0,25 gram per kg legemsvægt per dag, men kan øges op til 300% ved tilstande som fx nefrotisk syndrom. Den samlede albuminpool er på 3,5 til 5,0 gram per kg legemsvægt, hvoraf ca. 60% findes ekstravaskulært. Proteinet har en halveringstid på 15-19 dage og nedbrydes i mange væv, men tabes også i et vist omfang via tarmkanalen og urinen. Albumin spiller en central rolle for opretholdelsen af det kolloidosmotiske tryk i plasma, og har derudover en vigtig funktion som bindingssted (og transportør) for en lang række vidt forskellige endogene og eksogene komponenter, herunder fx farmaka. Proteinet bliver også brugt som en kilde til aminosyrer i perifere væv, og har desuden antioksidative egenskaber, bufferegenskaber, hæmmende effekter på visse inflammatoriske reaktioner og regulerende effekter på kapillærpermeabiliteten.	Patientforberedelse P—Albumin falder 10-15 % hvis patienten sidder eller ligger 15-30 minutter inden prøvetagningen. Og værdierne kan være 5-10% højere, hvis der bruges langvarig venestase i forbindelse med prøvetagningen. Analbuminæmi! Der er beskrevet omkring 20 familier med forekomst af hereditær analbuminæmi, dvs. en næsten total mangel på albumin (1-10 % af de normale koncentrationer i plasma). Tilstanden er forbavsende asymptomatisk, og medfører fx kun lette ødemer hos voksne, samt hyperlipidæmi.
Referenceintervaller Alder < 50 år 595 - 770 µmol/L (40 – 51 g/L) Alder > 50 år 550 - 725 µmol/L (37 – 48 g/L) De angivne referenceintervaller er let afrundede versioner af de anvendte intervaller i Århus. Der kan være betydlige forskelle i referenceintervallerne mellem laboratorier på grund af forskelle i de anvendte målemetoder og referencepopulationer. Der findes særlige referenceintervaller for børn. Data fra en stor nordisk undersøgelse gav følgende, lidt lavere refererenceintervaller Alder 18-39 år 540 – 720 μmol/L (36 – 48 g/L) Alder 40-69 år 540 – 675 μmol/L (36 – 45 g/L) Alder ≥ 70 år 510 – 675 μmol/L ( 34 – 45 g/L) Forklaringen på de lavere værdier er sandsynligvis at deltagerene skulle hvile i 15 minutter inden prøvetagningen, og at blodprøverne blev taget uden (eller med minimal) venestase.	Bemærkninger Der skal multipliceres med 0,0665 for at omregne måleværdier i μmol/L til g/L, og der skal multipliceres med 15,05 for at komme fra g/L til μmol/L.
Fortolkning Forhøjede værdier Albumin bliver aldrig overproduceret, så forhøjede plasmakoncentrationer ses kun ved reduktion af vandfasen, dvs. dehydrering. Lave værdier Lave værdier ses ved: · Ekspansion af plasmas vandfase, fx ved overhydrering eller under graviditet (op til 20 % lavere værdier i 3. trimester). · Inflammatorisk respons (’negativ fasereaktion’). Det ses både ved akutte og kroniske inflammationstilstande, og er en af de hyppigste årsager til lavt P—Albumin. Responset skyldes en kombination af flere af de nedennævnte mekanismer. · Reduceret syntese, fx ved leversygdom (især cirrose), malnutrition og malabsorption. På grund af leverens store produktionskapacitet ses et faldende P—Albumin som regel først ved svær parenkymatøs affektion, og skyldes ofte et samtidigt øget tab til ascitesvæske og malnutrition. Værdier under 250 μmol/L (16 g/L) kan ses ved udtalt proteinmangel (Kwashiorkor) og er forbundet med en dårlig prognose. Næsten totalt fravær af plasmaalbumin (analbuminæmi) ses ved en meget sjælden arvelig tilstand, som er forbavsende asymptomatisk. · Øget nedbrydning i perifere væv, som fx ses ved inflammation og ved malnutrition (proteinmangel), hvor albumin bruges som aminosyrereserve. · Displacering af albumin til ekstracellulærvæsken eller til »det tredje rum« (ødemer, ascitesvæske etc.). Det ses fx ved forbrændinger, sepsis, vaskulatorisk chok, hjerteinsufficiens eller levercirrose. · Øget tab, som især kan være meget markant ved nefrotisk syndrom, men også kan ses ved andre nyresygdomme, præeklampsi, langvarige gastrointestinale infektioner, inflammatoriske tarmsygdomme (Crohns sygdom og colitis ulcerosa), og store forbrændinger. · Kombinationer af flere de ovennævnte årsager, hvilket fx ikke er helt sjældent hos patienter i intensiv behandling.
Links U—Albumin
Referencer · Clinical laboratory diagnostics. Use and assessment of clinical laboratory results. Ed. Lothar Thomas. TH-Books Verlagsgesellschaft mbH; Frankfurt 1998 · Tietz textbook of clinical chemistry and molecular diagnostics; 4.Edition. Eds. Carl A. Burtis, Edward R. Ashwood, David E. Bruns. Elsevier Saunders; 2006	Forfatter Ulrik Gerdes
Koder DNK05449; NPU01132; NPU19673; p_albumin		ñ
Gå til startsiden	Sidst opdateret — 20-02-08 20:58