Sidst opdateret 06-06-2006 21:10 :: Vejviser :: Forklaringer :: Søgning
P—Bilirubiner Stofkoncentration Synonymer: Total bilirubin; Kategorier: Lever- og galdevejssygdom; Hæmatologiske sygdomme, Levertal;
Indikationer · Mistanke om lever- eller galdevejssygdom, og monitorering af patienter med kendte sygdomme. · Mistanke om hæmolytisk anæmi, og monitorering af patienter med kendt sygdom. · Analysen bør i sagens natur altid bruges og fortolkes i altid sammen med andre analyser der kan bidrage med nøgleinformation vedrørende de nævnte sygdomsgrupper. Beskrivelse Bilirubin dannes ved nedbrydningen af hæm. Omkring 80 % stammer fra hæmoglobin, som især nedbrydes i det retikuloendoteliale system (RES) i milten. Resten stammer især fra myoglobin og cytokromer. Det primært dannede bilirubin bindes stærkt, men reversibelt til albumin (en lille fraktion bindes dog kovalent; se P—Bilirubin-albumin). Bilirubin optages i hepatocytter, hvor det bliver konjugeret med glukuronsyre (og i mindre omfang med andre kulhydrater) og derefter udskilt i galden. Glukuronideringen katalyseres af UDP-glukuronyl-transferase og udskillelsen i galden er aktiv, dvs.energiforbrugende.	Om prøvematerialet Prøvematerialet skal beskyttes mod lys. Ikterus (icterus; gulsot) Ved P-Bilirubiner over 40-50 µmol/L er en patient som regel synligt ikterisk; hos nyfødte ligger grænsen dog omkring 135 µmol/L. Hyperbilirubinæmi ses også tydeligt på farven af plasma, og ved hyperbilirubinæmi med konjugeret bilirubin også på urinens farve.
Referenceinterval Alle, fraset nyfødte 5 - 25 µmol/L Intervaller er baseret på resultaterne fra en stor nordisk undersøgelse. Der kan være forskelle i referenceintervallerne mellem laboratorier. Der findes særlige referenceintervaller for nyfødte - se P-Bilirubiner (neonatal)
Fortolkning Patologien ved hyperbilirubinæmi Hyperbilirubinæmi (ikterus) kan skyldes: · Øget produktion, fx ved hæmolytisk anæmi. Det er en præhepatisk årsag og bilirubinen er derfor ukonjugeret og bundet til albumin. · Nedsat optagelse eller binding af bilirubin i hepatocytter, som det fx ses ved Gilberts syndrom (Gilbert-Meulengrachts syndrom). Bilirubinen i plasma er ukonjugeret. · Nedsat glukuronidering af bilirubin i hepatocytter, som det fx ses ved Gilberts og især ved Crigler-Najjars syndrom. Bilirubinen i plasma er ukonjugeret. · Nedsat transport af glukuronideret bilirubin fra hepatocytter til galden, som det ses ved de fleste akutte og kroniske leversygdomme. Det medfører et ’back-flow’ af glukuronideret bilirubin til blodet. · Hel eller delvis obstruktion af de intra- eller ekstrahepatiske galdeveje (kolestase), som det fx ses ved skleroserende kolangitis og cancer caput pancreatis. Det medfører også et ’back-flow’ af glukuronideret bilirubin til blodet. De hyppigste årsager til hyperbilirubinæmi · Hos nyfødte er årsagen oftest øget hæmolyse, kombineret med en relativt lav konjugeringsaktivitet, men kan også skyldes virale eller bakterielle infektioner, ekstrahepatisk galdevejsatresi og forskellige metaboliske defekter. · Hos børn og unge skyldes det oftest Gilberts syndrom (se ovenfor eller nedenfor), eller akut virushepatitis. · Hos midaldrende skyldes hyperbilirubinæmi oftest alkoholisk eller ikke-alkoholisk cirrose, kronisk hepatitis B eller C, galdesten eller medikamentelt udløst leverpåvirkning. · Hos ældre skyldes det oftest ekstrahepatisk galdevejsokklusion (som følge af sten eller malign sygdom), eller leverpåvirkning på grund af metastaser eller hjerteinsufficiens. Årsager til hyperbilirubinæmi efter sværhedsgrad Svær hyperbilirubinæmi (> 250 μmol/L) kan ses ved akut hepatis B, ved hepatitis A og C (sjældnere), ved udbredte toksiske eller iskæmiske leverskader, ved intra- eller ekstrahepatisk kolestase, samt i nogle tilfælde af HELLP-syndromet hos gravide. Bilirubinen er overvejende konjugeret, men ved udtalt eller fremskreden leverpåvirkning ses også stigning i plasmakoncentrationen af ukonjugeret bilirubin. Værdier over 700 µmol/L tyder på en hepatisk, snarere end en præ- eller posthepatisk årsag. Mere moderat hyperbilirubinæmi ses ved hæmolytisk anæmi, autoimmun hepatitis og infektioner med ikke-hepatotrofe vira (fx cytomegalovirus), ved kronisk hepatitis, levercirrose og .graviditetbetinget leverpåvirkning (fx hyperemesis gravidarum, pruritus gravidarum eller eklampsi). Let hyperbilirubinæmi kan have mange forskellige årsager, fx kronisk hæmolyse, medikamentelle leverpåvirkninger, staselever (højresidig hjerteinsufficiens), alkoholisme, perniciøs anæmi og visse genetiske tilstande (se nedenfor). Langvarig og/eller temporær hyperbilirubinæmi uden kliniske symptomer eller påviselig årsag · En påfaldende langvarig hyperbilirubinæmi efter et sygdomsforløb (fx hepatitis) kan skyldes at der er dannet meget bilirubin-albumin, som har en halveringstid på ca. 20 dage. · Der findes forskellige benigne syndromer som medfører midlertidige eller kronisk forhøjet P—Bilirubiner (se nedenfor). Oversigt over genetiske årsager til forstyrrelser i bilirubinmetabolismen (syndromer) · Gilberts syndrom (Gilbert-Meulengrachts syndrom). En ret hyppigt forekommende benign tilstand som skyldes en genetisk betinget lav aktivitet af UDP-glukuronyl-transferase og som viser sig som fluktuerende, let hyperbilirubinæmi (25 – 50 μmol/L), som kan forværres ved faste og i forbindelse med feber. Alle andre levertal er helt normale, men personerne er fx mere sensitive for forgiftninger med paracetamol, som også metaboliseres ved glukuronidering. · Crigler-Najjars syndrom. Type I er en sjælden tilstand med totalt fravær af UDP-glukuronyl-transferase. De fleste patienter dør af hjerneskade (kern-icterus) indenfor det første leveår, med mindre de bliver levertransplanterede. Type II er associeret med nedsat enzymaktivitet og manifesterer sig først med hyperbilirubinæmi omkring puberteten. · Lucey-Driscolls syndrom. Skyldes forekomsten af et antistof hos nyfødte som hæmmer konjugeringen af bilirubin, og som medfører let hyperbilirubinæmi i de første 2-3 ugers levetid. · Dubin-Johnsons syndrom. En benign tilstand som skyldes nedsat ekskretionshastighed af bilirubin til galden. Tilstanden manifesterer sig først i ungdomsårene, og medfører vekslende, let hyperbilirubinæmi (30 – 80 μmol/L), hvoraf ca. 50% er konjugeret. Der kan optræde ret uspecifikke kliniske symptomer (fx træthed, anoreksi) og hyperbilirubinæmien kan fx forværres efter alkoholindtagelse og under menstruation. Patienternes lever har en påfaldende grønlig-sort farve. · Rotors syndrom. En benign tilstand som også skyldes nedsat ekskretionshastighed af bilirubin til galden, og som medfører let til moderat konjugeret hyperbilirubinæmi (typisk < 85 μmol/L).	Er det konjugeret eller ukonjugeret bilirubin, eller måske δ-bilirubin? Det kan måles direkte: P—Bilirubin-glukuronid P—Bilirubin, ikke glukoronideret P—Bilirubin-albumin Men man kan også se på farven af patientens urin: Den er kun mørk, hvis der findes glukuronider (som er vandopløselige). Om leverens konjugeringskapacitet Enzymaktiviteten i leveren er ret robust, og almindeligvis mere robust end ekskretionen af bilirubin til galden. Det er forklaringen på at bilirubin-glukuronid oftest er den dominerende form i plasme ved hepatocellulær sygdom.
Referencer og links Informationerne på denne side stammer overvejende fra: · Vilstrup, H. Ring-Larsen, H. Lever- og galdevejssygdomme. Medicinsk Kompendium, 16. udgave. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; København 2004 · Clinical laboratory diagnostics. Use and assessment of clinical laboratory results. Ed. Lothar Thomas. TH-Books Verlagsgesellschaft mbH; Frankfurt 1998 · Tietz textbook of clinical chemistry and molecular diagnostics; 4.Edition. Eds. Carl A. Burtis, Edward R. Ashwood, David E. Bruns. Elsevier Saunders; 2006 · Jørgen Lyngbye. Dansk laboratoriemedicin — en håndbog. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 2001	Forfatter Ulrik Gerdes
Koder NPU01370; p_bilirubiner		ñ
Gå til startsiden	Sidst opdateret — 06-06-06 21:10