Sidst opdateret 11-02-2011 13:50 :: Vejviser :: Forklaringer :: Søgning

 

 

 

 

 

 

PClozapin

Stofkoncentration

Synonymer: Clozapin (2care4, Hexal, Actavis); Klozapin; Leponex

Kategorier: Farmaka ; Antipsykotika; 2. Generation; Psykiatriske sygdomme

 

 

 

 

Beskrivelse af medikamentet

Clozapin er et 2. generations antipsykotikum med en bredsprektret receptorblokering, med 40-50 % blokering af dopamin D2-recep­torerne. Det findes som tabletter, der tages 1-2 gange i døgnet. En­kelt­doser gives i nogle tilfælde om aftenen.

Indikation for analysen

Plasmakoncentrationsmålinger bør overvejes som led i en rutine­mæs­sig behand­lingskontrol 1 og 3 uger efter påbegyndt behand­ling (eller ændring af dosis), og herefter hver 3. til 6. måned.

Analyserne er især relevante hos ældre patienter, i forløb med util­freds­stil­lende klinisk effekt, ved forekomst af påfaldende eller alvor­lige bivirk­ninger, i situa­tioner med mulige interaktioner, og ved mistanke om non-kom­plians.

       Se også nedenfor vedrørende andre relevante undersøgelser og biokemiske analyser i forbindelse med clozapin-behandling

Prøvetagningstidspunkt

Almindeligvis om morgenen.

Terapeutisk interval (orienterende)

300 - 1.200 nmol/L

Værdier over 3.000 nmol/L er toksiske og der bliver ringet fra labora­toriet, hvis der findes værdier over denne grænse.

Der findes ikke et egentligt terapeutisk interval for plasmakoncentra­tio­nerne. Det angivne er orienterende, i den forstand, at det dækker de koncentrationer der måles hos omkring 80% af de patienter, som behandles med de anbefalede (eller typiske) doser. Nogle patienter kan kræve et højere niveau end 1.200 nmol/L.

Beregning af dosisforslag

Hvis der ønskes beregninger af dosisforslag skal laboratoriet oplyses om den aktuelle dosering, inkl. dispenseringsform og tidspunkter.

Af hensyn til rådgivning vedrørende interaktioner (se neden­for) og mulig­heder­ne for at detektere analytisk interferens skal det også op­lyses, hvad patien­ten i øvrigt får af medicin.

Farmakinetik

Absorptionen er 90-95 % ved oral indgift. Biotilgængeligheden er 50-60 % på grund af førstepassage-metabolisme. Proteinbindingen er ca. 95 % og fordelingsvolumen omkring 1,6 L/kg. Stoffet nedbrydes efter en bifasisk 1. ordens kinetik med en halveringstid på gennem­snitligt 16 timer, men med med stor interindividuel variation (6 til 26 timer). Steady-state nås stort set altid indenfor 1 uge.

Der sker dels en fraspaltning af N-metylgruppen (vigtigste omsæt­nings­vej) og dels en iltning til et N-oxid. De demetylerede og N-oxiderede metabolitter er ikke farmakologisk aktive og kvantiteres derfor ikke, men ved meget lave koncentrationer af moderstoffet viser deres tilstedeværelse i serum, at medikamentet bliver taget. Den videre nedbrydning resulterer i flere lavmolekylære stoffer.

Clozapin N-demetyleres af flere cytokrom P450 enzymer, især CYP1A2, CYP2C9, CYP2C19, CYP2D6 og CYP3A4. Det førstnævn­te er det vigtigste ved lave koncentrationer, mens det sidstnævnte har en dominerende betydning ved høje koncentrationer (forgiftnings­situationer).

Links

Medicin.dk

Sundhedsstyrelsen

Wikipedia

Laboratorium
Klinisk Biokemisk Laboratorium, Risskov

Patientforberedelse

Pa­tienten skal vente med en eventuel mor­genmedicin, indtil prø­ven er taget.

Prøvemateriale

Der skal anvendes 0,5 mL se­rum til analysen, dvs. at blod­prøven skal tages i rør uden antikoagulans.

Der må ikke bruges rør med gel, og prøverne skal beskyt­tes mod lys.

Serum skal afpipetteres og sen­des med almindelig post i ADR-godkendt emballage.

Rekvisition

Der kan bruges en særlig rekvisitionsseddel.

Klik hér for at hente en

 

 

 

 

 

Farmakokinetiske interaktioner

Afhængigheden af CYP1A2 betyder, at rygning øger omsætnings­hastig­heden (typisk med en faktor 2), og at kaffein har en vis hæmmende effekt. Kraftige hæmmere af CYP1A2 (fx fluvoxamin) kan medføre 5-10 gange øgning i plasmakoncentrationen og risiko for forgiftning. Det kan også ses ved samtidig anvendelse af generelle hæmmere af cytokrom P450 systemet, fx cimetidin.

 

 

 

 

 

Andre relevante undersøgelser og biokemiske analyser i forbindelse med behandlingen

På grund af risiko for bivirkninger i form af alvorlige kardiale kom­plikationer samt knoglemarvshæmning, specielt hos børn, bør patienten overvåges nøje under hele behandlingen uanset dosis.

Pt-Elektrokardiografi (EKG)

Der bør tages EKG ugentligt, så længe dosisstigningen pågår, dog i mindst 4 uger og derefter mindst hvert halve år.

B-Leukocytter inkl. differentialtælling, og B-Trombo­cytter

Inden behandlingens start, ugentlig de første 18 uger og derefter månedligt, så længe behandlingen varer og 4 uger efter seponering foretages kontrol af knoglemarvsfunktionen ved måling af B-Leukocytter og B-Trombocytter.

Behandlingen skal straks seponeres og må ikke genoptages hvis enten B-Leukocytter < 3,0 x109/L, B-Neutrocytter < 1,5 x109/L, B-Trombocytter < 50 x109/L eller B-Eosinofile > 3,0 x109/L.

De hæmatologiske variable kontrolleres dagligt indtil værdierne er normaliserede. Hvis B-Leukocytter < 2,0 x109/L eller B-Neutrocytter < 1,0 x109/L bør kontrollen varetages i samar­bejde med en hæmatolog.

Analyserne skal gentages, hvis der opstår feber eller andre symp­tomer på infektioner, specielt halsinfektioner. Patienten skal informe­res om at henvende sig til læge ved forekomst af symptomer.

Clozapin elimineres hurtigt på grund af den korte halveringstid. Efter ca. 60 timer er stort set alt stof udskilt. Ved pauser eller non-kom­plians på mere end 48 timer bør genoptagelse af behandlingen derfor ske ved langsom optrapning som i begyndelsen af en behandling og med samme kontrol af hjerte- og knoglemarvsfunktionen.

P-Glukose og P-Triglycerid, samt kropsvægt

På grund af clozapins metaboliske bivirkninger, bør P-Glukose og P-Triglycerid måles regelmæssigt, ligesom patientens vægt (body-mass-index) bør måles og følges.

 

 

 

 

 

Referencer

Oplysningerne vedrørende stoffets farmakokinetik m.m. stammer dels fra Lægemiddelkataloget og dels fra internt materiale på Klinisk Bio­ke­misk Laboratorium, som er forfattet af professor, dr.med. Kristian Linnet, Retskemisk Institut i København.

Forfatter
Ulrik Gerdes

 

 

 

 

Koder

NPU04114; p_clozapin

 

 

ñ

 

 

Sidst opdateret — 11-02-11 13:50